Det er en kold og regnfuld eftermiddag, og jeg er lige kommet hjem efter en arbejdsdag med masser at lave og med et tungt indkøbsnet i armene. Jeg lukker mig ind i bygningens entre og trykker på elevatorknappen. Jeg skal op på 5 sal. Jeg kan høre de to damer, der bor på 3. sal sladre sammen. ”… ja, og nu er hun altså i psykoterapi i København – og hun har det meget bedre nu … ” De taler om den enes datter. Jeg ved det, fordi jeg mødte hende for nogle måneder siden. Dengang var hun meget ked af det på sin datters vegne. Hun kunne ikke holde tårerne væk og spurgte mig, om jeg kendte en psykoterapeut i København, som måske ville hjælpe hendes datter, som var meget ked af det. Hun ved, at jeg arbejder i sundhedsvæsenet. Men hun ved ikke, at jeg faktisk er psykiater. Det har jeg ikke fortalt hende.
Jeg er psykiater
Jeg sagde til hende, at ”ja, det gør jeg, men hvad skal du bruge en psykoterapeut til?” Hun fortalte mig, at det handlede om hendes datter. Hendes læge havde fortalt hende, at hun burde gå i behandling. Ikke hos en psykiater, men hos en terapeut. Vi talte lidt sammen, om hvad det er for nogle ting, som hendes datter fejler. Og efter hvad jeg kunne forstå på hende, så handler det om, at datteren faktisk er stresset. Hun skal simpelthen i et stressbehandlingsforløb.
Jeg gav hende telefonnummeret og navnet på en af de terapeuter, som jeg kender, og, om hvem jeg ved, har god forstand på og erfaring med behandling af stress. Så da jeg kom til at overhøre samtalen mellem de to damer, blev jeg oprigtigt glad. Det lød nemlig, som om datteren har det meget bedre i dag. Og det er jo kun godt. Hun har også fået meget ud af en god kostvejledning faktisk.
Hvorfor ikke mig?
Og så sidder du sikkert med et stort spørgsmål, der går i retning af, hvorfor jeg ikke sagde til kvinden, at hendes datter kan henvende sig til mig. Jeg er jo psykiater.
Mit svar er, at det kunne jeg teknisk set også godt have gjort. Men fordi mit arbejde i forvejen fører mig i kontakt med meget ulykkelige og psykisk syge mennesker, så er det ikke nødvendigt, at jeg bruger min tid på et ’lettere’ tilfælde. Ja, undskyld udtrykket. Men i min optik, så er datterens tilstand et lettere tilfælde. Det faktum, at hun har kunnet fortælle sin mor om problemerne, hun har bedt hende om hjælp og få den, fortæller mig, at datteren er stærk. Hun har ikke brug for mig. Hun har brug for en terapeut, som kan vejlede hende til at komme de sidste skridt videre, så hun kommer godt ud af sin krise. Hun har ikke brug for mig. Ja, det er min holdning.Ligesom jeg jo heller ikke behandler fysiske smerter – men tror stærkt på osteopati for eksempel.
De patienter, jeg har, er meget alvorligt syge. De har brug for den hjælp, som jeg kan og har ret til at give dem. Så jeg kan ikke tillade mig at bruge tid på en patient, som allerede er godt på vej.