Min datter på 15 år kom ind til mig, mens jeg var ved at lave mad til hele familien. ”Hvorfor drikker I ikke en flaske vin til maden? Det gør de hende hos min veninde. Hver aften.” Jeg studsede over spørgsmålet. Forklarede hende, at det bryder vi os ikke om. Altså at drikke alkohol på hverdage. Vi kan godt drikke en flaske vin i weekenderne, eller til en festdag. Men normalt forsøger vi at spise og drikke sundt. Selvom man godt kan få økologisk vin, så ligger det også i den lidt dyrere ende af prisskalaen, så vi holder os til vand.
”Hvorfor vil du have, at vi skal drikke en flaske vin hver dag?” Mit spørgsmål bliver besvaret med: ”Jeg samler på korkpropper”. Nåda, tænker jeg. Dengang jeg selv var lille, var det ikke propper, jeg samlede på, men kapsler. De kunne bruges til alt muligt hjemmekreativt: Små smykker, eller badges, som man kunne dele ud af til højre og venstre.
Kork
”Skal du bruge propperne til noget?” Hun er meget kreativ, min datter. Det er et gén, hun har arvet fra mig. Hun svarede ja, det skal hun. ”Jeg var inde på nettet forleden dag, og så en video om, hvordan man laver opslagstavler. De kaldes for propslagstavler. De er flotte. Så jeg besluttede, at jeg vil lave sådan én til mit værelse.”
God forklaring. Hun giver mig en lang forklaring om, hvordan man laver en opslagstavle af korkpropper. Det lyder faktisk som et sjovt projekt, hun har gang i.
”Hvor mange propper har du brug for?”
”Jeg tænker, at jeg vil lave en kæmpestor opslagstavle, så jeg vil regne med ca. 500!”
Herregud, tænker jeg. Godt 1,5 års forbrug, hvis man drikker én flaske vin hver dag. Det er jeg ikke sikker på, at hun har tålmodighed til at vente på.
Genbrug er godt
Jeg fortæller hende, at jeg vil huske at gemme proppen fra de kommende weekenders vinflasker. Vi skal også holde fest på et tidspunkt, så der vil helt sikkert komme nogle flere korkpropper til samlingen. Jeg fortæller hende også, at det vil tage lang tid at samle så mange propper sammen. ”Måske skulle du overveje at lave en opslagstavle i mindre dimensioner, så du ikke har brug for så mange. Du kunne måske starte med en lille ramme og, så øve dig på den, inden du kaster dig ud i et kæmpeprojekt? Du kan jo altid bruge den som en gave til far.” ”Arh, det bliver for kedeligt med en lille tavle. Jeg vil lave en stor, hvor propperne lægges i forskellige mønstre.”
”Så bliver du vist nødt til at bede din veninde om hjælp til samlingen. Samler hun på korkpropper? Du kan også prøve at tage din cykel og køre ind til byen og få lavet en aftale med restauranterne der, om de vil gemme brugte korkpropper til dig, som du så kommer forbi og henter én eller to gange om ugen. Er det en idé?”
Hun smiler og siger, at det er en god idé. Hun vil køre ind til restauranterne i morgen formiddag, hvor det er lørdag, og hun har fri fra skole.